Skrevet af
Louise K
(Anmeldelser: 1)
2009-02-16T1247+0100d. 16-02-2009
Jeg var på Restaurant Dahl og spise i lørdags, og fik følgende:
Tuncarpaccio m/rødbedepuré, spæde salater, råsyltede squash og pebercroutons.
Små kalveruller m/ serranoskinke og kryderurter. Dertil serveres lun kaperscreme ”risotto” af durumkerner tilsmagt m/ salvie og persille samt langtidsbagt knoldselleri.
Kraftig chokoladekage, myntecreme, lime/basilikum-gelé og kærnemælk-sne.
Jeg vil give "mangoer" ud fra følgende 5 kriterier:
Madkvalitet:
Kvaliteten af råvarerne kan der ikke sættes en finger på. Alt var friskt og lækkert omend i meget små størrelser. Som en anmelder tidligere har skrevet, ville jeg som pige også ha gået sulten hjem, hvis ikke det havde været for det store hjemmebagte brød med et snert af kommen, man fik på bordet og selv skulle skære (jeg kan ikke helt blive enig med mig selv hvad jeg syns om dette - for det fylder og griser meget, men er stadig lækkert med helt friske skiver - men det burde kunne blive administreret fra køkkenet)
Jeg syns i øvrigt at stedet bør overveje at konsultere en sommelier og få sammensat et lidt bedre vinkort og få lavet en vinmenu der er afstemt efter retterne (af en der ved hvad han snakker om). Man kunne have behov for at erkende hvor man har sine stærke kort. I dette tilfælde forretter og mellemretter. Som en slags "appetizer" fik vi en cremet fiskesuppe, serveret i et shotglas. Det var en meget anderledes oplevelse at drikke sin suppe på den måde, men gjorde smagsindtrykket meget stærkt og sanserne mere skarpe. Min forret var meget fint sammensat, men gode smagsnuancer og en lækker æstetik. Mellem forret og hovedret fik vi lidt brunkål med små tern af flæskesteg - jeg syns det var for fladt i smagen til den iscenesættelse det fik.
Hovedretten var desværre skamstegt. Der var ingen saft i kalverullerne, og den langtidsbagte knoldselleri, var blevet til gummiklodser. "Risottoen" var virkeligt lækker.
Mellem hovedret og dessert kom et lille panna cotta med caramel-spindelvæv på toppen. Der var en god struktur, og en god oplevelse i munden. Lækker vanille.
Desserten var jævn. Jeg havde lidt svært ved at abstrahere fra at pebermyntecremen lignede bearnaise til forveksling. Geléen smeltede ikke på tungen som jeg syns sådan en skal gøre. Men selve kagen var ok - men ikke et mesterstykke - jeg ville ha ønsket den lidt mere tæt og konfekt-agtig.
Service:
Jeg havde bestilt bordet i god tid, for at være sikker på at få et bord med udsigt. Da vi (min kæreste og jeg) ankom, blev vi placeret i et hjørne med ingen anden udsigt end til hinanden - men det er jo heller ikke helt tosset. Der var et andet ledigt bord ved vinduet, og vi spurgte om vi ikke kunne få det i stedet, men det kunne ikke lade sig gøre.
Der gik ret lang tid fra vi bestilte vores drikkevarer til de stod på bordet og først da vi igen gjorde opmærksom på det, kom mit hvidvin til forretten. Vi ønskede egentligt at drikke rødvin til både forret og hovedret, men den vin tjeneren havde anbefalet os, var alt for syrlig og ville helt tage livet af min tuncarpaccio. Når tjenerne kom med maden, og vi sad fordybet i en samtale, blev de stående med sådan en "hrm.hmmm" attitude, selvom både min kæreste og jeg var ret enige om at vi havde været meget tydelige i vores kropssprog og ikke ønskede deres forklaring af hvad det var der lå på vores tallerken (vi havde jo lige læst det på menukortet, og havde i øvrigt meget vi skulle nå at ha snakket om :oD)
Da vi skulle afsted igen, gik der laaaaang tid inden de kom tilbage for at hente vores kreditkort, så vi måtte gå i baren hvor vi blev mødt af "guuuud - ej jeg var lige ved at glemme jer" ... ehmmm .. NEJ ... du GLEMTE os!
Man kunne i øvrigt godt ønske en større opmærksomhed fra personalet i forhold til at få holdt bordet pænt. Det tog ret lang tid for dem at få fjernet tomme glas og flasker.
Atmosfære:
Atmosfæren og æstetikken i restauranten er et helt klart plus. restauranten er meget smagfuldt indrettet, og hyggelig og minimalistisk på samme tid. Det var også et stort plus at gå på toilettet, hvor der var små vaskeklude til at tørre fingrene i, og en bakke med håndcreme og div.
Vi synes dog at bordene er lige store nok - jeg ville godt ha haft min samtalepartner lidt tættere på, så man måske også kunne snige sig til et kys henover bordet under middagen. Men det var ikke muligt her.
Man sidder godt i deres stole, men de er meget dybe.
Nyskabelse:
Det skal siges at mit sammenligningsgrundlag er restauranter i København som "Fiasco" og "Les Trois Cochons" som leverer et lignende koncept med et begrænset menukort, men hvor man i stedet får sin menu til en fornutig pris, kvaliteten taget i betragtning.
Nu ved jeg af gode grunde ikke om det er sådan det hænger sammen, men hvis det er sådan et koncept Restaurant Dahl forsøger at skabe, syns jeg der mangler noget idérigdom. Deres forretter og mellemretter var rigtigt fine, men både hovedretter og desserter var for jævne. Råvarerne var ikke ud over det sædvanlige i udvalg, og der var heller ikke noget overraskende i måden de var sat sammen på. Her syns jeg godt man kunne kigge lidt ud og lade sig inspirere.
Hygiejne:
Hygiejnen er helt i top. Glas og bestik er håndtørret og uden pletter eller skidt af nogen art.
Pris og kvalitet hænger nogenlunde sammen. Jeg ville dog gerne betale et par hundrede mere for at få de sidste ting på plads.
Alt i alt vil jeg give én mango for atmosfæren og stedets æstetik. Så vil jeg give én mango for hygiejne. Jeg er glad i dag, så de får også en halv mango for kvalitet og en halv mango for prisniveauet - i alt 3 mangoer
Venlig hilsen
Louise Kanne