Skrevet af
SallyT
(Anmeldelser: 3)
2010-04-28T1945+0200d. 28-04 kl. 19:45
Min kæreste og jeg var på Ricks for at fejre vores årsdag med en romantisk middag, og dette kan varmt anbefales!
Restauranten er rigtig hyggeligt og flot indrettet i marrokansk stil, og med bløde puder i stole og sofaer, hvor man sidder mageligt og ikke for tæt på de andre borde. Betjeningen var god lige fra starten, tjenerne var smilende og imødekommende.
Vi fik godt brød med oliventapenade som appetizer mens vi ventede på maden. Vi valgte selv at sammensætte vores retter, frem for at tage en af menuerne. Jeg fik kikærtepuré med hjemmebagt brød til forret og min kæreste fik en risotto. Begge fra tapas-afdelingen af menukortet. Til hovedret fik vi henholdsvis vegetarret og lammeculotte. Maden var fuld af smag og alle retterne var krydret på en spændende og velsmagende måde. De vine vi fik til maden var også gode. Jeg spurgte om jeg kunne købe en halv flaske vin, og tjeneren sagde at det havde hun ikke solgt før, men hun ville straks undersøge det. Lidt efter kom hun tilbage og sagde at det sagtens kunne lade sig gøre.
Vi sluttede af med at dele en pæretærte til dessert, tærten var ok, og den medfølgende vanilieis var lækker. I mellemtiden var en pianist ankommet og var begyndt at spille hyggelig baggrundsmusik, og man fik bare lyst til at blive hængende. Derfor bestilte vi kaffe. Tjeneren fortalte at de var i gang med at brygge frisk kaffe til os, så det ville tage lidt tid, helt ok. Desværre glemte de os, men da vi endelig fik kaffen fik vi at vide at den selvfølgelig var uden beregning. God service, hygge og god mad hele vejen igennem, og så gør det ikke noget at det ikke er det billigste sted i byen. Jeg vil klart komme igen.