5. februar 2012 19:02
om
take-away
Jeg havde fra flere venner hørt, at dette var et af de bedre steder at gå hen, hvis man virkelig craver for noget ægte italiensk mad.
Efter at have spist (dele af) en pizza "Ottaviano", og hørt min kæreste brokke sig gevaldigt over hendes Fettucine al Salmone, (en pastaret med laksesauce), overvejer jeg dog kraftigt at ekskludere disse personer fra min vennekreds.
Jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt pastaen er god eller ej - det eneste jeg kan konstatere er, at den i hvert fald ikke så særlig indbydende ud. Idet min kæreste valgte at smide omtrent halvdelen ud - akkompagneret med en højlydt skuffelse - formoder jeg dog, at heller ikke denne var helt i top.
Hvad min pizza angår derimod, så er det tæt på at være en af de dårligste pizzaer, jeg nogensinde har smagt. Jeg har på flere såkaldte "ægte italienske" restauranter før fået en pizza med salsiccia pølser - og altid været godt tilfreds - men efter denne oplevelse, har jeg næsten mistet lysten til nogensinde at spise en sådan pizza igen.
Pizzaen var næsten flydende, da tomatsaucen var alt, alt for tynd. Det "flød" med tomatsauce i pizzabakken. Bunden var nærmest ikke-eksisterende (og ikke på den gode italienske måde), og sammenholdt med en tilpas irriterende mangel på ost, såvel som en salsiccia pølse, der var langt under, hvad jeg nogensinde før har smagt, tvivler jeg næsten på, at ordet "katastrofe" er tilstrækkelig til at beskrive den oplevelse.
Jeg vil til hver en tid hellere have en eller anden given pizza fra hvilket som helst "pizzeria", der end ikke bryster sig af at være ægte italiensk (og vel heller ikke er det).
Normalt gider jeg ikke bruge tid på at skrive diverse "anmeldelser" på nettet, men hvis blot ovenstående kan holde én person fra at købe en "pizza" fra Il Mercatino, så vil jeg sige, at det har været tiden værd.
At vurdere ud fra de andre anmeldelser, lader det til, at min oplevelse ikke er i overensstemmelse med alle andres opfattelser af denne "restaurant" - dertil kan jeg kun sige, at enten har jeg vundet en af de helt store præmie i det "omvendte" lotteri (for hvis dette vitterligt er en enlig svale, har jeg godt nok været overordentligt uheldig) eller også kan jeg blot konstatere, at:
1) kvaliteten har ændret sig væsentligt siden de andre "anmeldere" har spist der
2) begrebet "god mad" er blevet et mere eller mindre svævende begreb, som man slynger ud efter behag, eller
3) disse anmeldere er købt og betalt