Skrevet af
aarhus36
(Anmeldelser: 1)
2009-08-10T2154+020010-08-2009
(opdateret)
Min kæreste og jeg havde en skøn aften på Simoncini i lørdags. Vi prøvede forgæves at ringe for at bestille bord (der var telefonsvarer på hver gang) - men vi endte med blot at gå derhen og se om der var et bord fri. Det var der - og det endte vi med at blive rigtig glade for!
Vi ankom omkr. kl 19.15, hvor der var fem borde med gæster og én tjener, som havde pænt styr over situationen - også resten af aftenen. Det er en dejligt indrettet restaurant, som har formået at kombinere stramt skandinavisk design med hyggelig italiensk stemning. Toilet-faciliterne var med levende lys og enkeltvise, små hvide håndklæder - selvom der alligevel manglede lidt "finish" et par steder.
Vi fik hurtigt serveret koldt vand og ret hurtigt derefter menu-kortet - sort tekst på et fladt stykke hvidt papir i billigste kvalitet. For at komme helt op at rykke på fem ud af fem "mangoer", ville det havde hjulpet gevaldigt at servere papiret lidt pænere - ikke nødvendigvis i den "klassiske" lædermappe, men blot i et pænt plastomslag, eller trykt lidt "lækkert" på pænt papir... Det skal også lige nævnes, at menu'en på hjemmesiden ikke stemmer overens med menu'en på restauranten - kun visse af retterne går igen begge steder. Dette hører dog klart til i småtingsafdelingen!
Vi bestilte begge tre retter med tilhørende tre glas vin: 500 kr. pr. mand. Det var en absolut rimelig pris. Vi valgte hver vores pastaret til forret: Spinat-ricotta-ravioli med parmesan-flager + tagliatelle med tigerrejer, tomat og squash. Den skønne, friske og tydeligvis hjemmelavede pasta var kogt perfekt al dente og tilbehøret var fantastisk enkelt og super kvalitet (fx var jeg meget imponeret over, at selv squash'en virkelig smagte af noget!!!). Vi fik præsenteret den friske og lækre hvidvin på en tilgængelig måde (uden "fancy" ord, vi alligevel ikke kunne forstå), og vi fik fyldt op to gange, selvom menu'en kun lover ét glas.
Én ting må vi dog fremhæve som værende temmelig negativ: brødet. Det så rigtig lækkert ud, og havde helt sikkert været super, hvis det havde været nybagt. Men det var det i hvert fald ikke - højst sandsynligt gårsdagens brød, varmet i ovnen. Det var ikke særlig heldigt...
Til hovedret fik vi begge en perfekt grillet oksefilet med parmesan-flager og balsamico, der duftede så skønt og stærkt, som jeg sjældent har oplevet balsamico dufte... Dertil fik vi en lille skål med bitte-små, lækkert brune og sprøde kartoffelbåde. En god måde at kombinere det italienske med vi danskeres behov for kartofler, syntes vi:-) Rødvinen blev også pænt præsenteret, og smagte dejligt - kraftig i duft, omend ikke så kraftig i smag.
Desserten bestod af 1 gang oste-tallerken med tilhørende, passende rødvin (en anden - og mere tør - slags, end den der blev serveret til hovedretten) samt en kaneltærte med creme og syltede kirsebær, jordbær- og kiwi-sauce og ananas-sorbet. På oste-tallerknen var fem slags ost i pæne stykker med div. tilbehør (tørret frugt og cremede marmelader). Én af ostene blev serveret indbagt i filodej, hvilket dog ikke fremmede smagsoplevelsen efter vores mening. Kaneltærten smagte ikke overvældende meget af kanel og bunden var en smule hård at stikke i med en ske, men de syltede kirsebær var superlækre, og ananas-sorbet'en var uovertruffen! Til den søde dessert blev serveret den klassiske Moscato d'Asti.
Retterne blev serveret i et absolut passende tempo, af en venlig og personlig dansk/italiensk ung tjener og efter dessereten blev vi tilbudt kaffe, som vi ventede fem minutter med at takke ja til. En god espresso, dog uden at være direkte imponerende. Da vi så havde et par spørgsmål til tjeneren om vinen fik vi uden tøven - og uden selv at efterspørge det - serveret smagsprøver af ret pæn størrelse!:-) Alt i alt fik vi så altså næsten fem glas vin til tre's pris.
Vi måtte lige et smut i kontant-automaten på den anden side af vejen, da dankortmaskinen var i stykker. Ikke noget problem for os. I alt var vi der i omkr. tre timer og fik en rigtig god oplevelse.
Vi anbefaler gerne stedet til andre og glæder os helt klart til at komme igen!