Jean-Christophe Balmisse skrev 10. april 2008 09:44
om
restauranten
På baggrund af alle de gode anmeldelser her på MangoSpot måtte jeg simpelthen prøve dette nye sted.
Da jeg trådte ind af døren ved stedet med den gultmaledefacade, med "KJ MINH" anonymt malet over døren, blev jeg mødt at et hyggeligt lokale. Indretningen er dels skandinavisk med lyse borde og store vinder ud til vejen og dels østasiatisk med faverige malerier på væggen og puder på siddebænkene. Restauranten er ikke stor; der er vel en 10 borde, og man sidder temmelig tæt.
Vi startede ud med en flaske fransk mousserende vin til 195,- Der var kun en valgmulighed, men den var tilgengæld også rigtig god til prisen.
Til forret bestilte vi lakseruller, som vi dog måtte vente en god halv time på, før den blev serveret. Heldigvis havde vi mousserende vin på bordet - så hvad betyder lidt ventetid :)
I forhold til hvad jeg tidligere har fået på østastiatiske restauranter blev jeg meget overrasket over forretten da den blev præsenteret. Der var fire ruller med frisk laks og diverse grøntsager fint indrullet i en filodej af en slags. Slet ingen dryppende friture! Som garniture var der en skål med fish-sauce og en chilisauce med peanuts. Præcis chilisaucen gjorde det magiske for mig - rullerne var lidt anonyme uden saucen, men efter et lille dyp gik det hele op i en større enhed.
Til hovedretten, som blev serveret kort tid efter tallerknerne var taget af fra forretten, fik vi en vietnamesisk pandekage. Pandekagen var fyldt af friske grøntsager, svinemørbrad og de bedste kinarejer, jeg til dato har smagt. Til pandekagen var der friske babyspinatblade (eller noget lignende) og igen en lille skål med fish-sauce.
Igen en super oplevelse med hovedretten - virkelig en udvidelse af min kulinariske horisont.
Til hovedretten fik vi en Bordeaux fra 2003, som passede rigtig godt til maden.
Vi blev alle tre fristet af dessertkortet og valgte en pandekage med is.
Desserten sluttede virkelig aftenen af med et brag. På tallerkenen var der tre-fire små pandekager med flamberede bananer imellem. Dertil var der en smule vanilieis. Mums!
Under hele middagen var betjeningen opmærksom uden at være anmasende. Helt perfekt.
Prisen for sådan en aften for tre personer - 985,-. Jeg kommer helt sikkert igen!
Ventetiden i starten var lidt for lang, men resten trækker så meget op
at jeg samlet set lander på en topkarakter til denne nye oase i Århus.